Værdier
Gyldig fra 08. April 2026 • Godkendt af Nicolas WahlVærdigrundlag for Frederikssund Billard Klub (FBK)
(Vedtaget maj 2025)
Indledning
Frederikssund Billard Klub (FBK) er en klub for medlemmer og fællesskaber.
Et fællesskab er en samling af mennesker, der bindes sammen af noget, de har til fælles – eksempelvis fælles værdier, holdninger eller en interesse. Fællesskab handler også om sammenhold.
Vores værdigrundlag skal sikre, at netop fællesskabet er det, der binder medlemmerne sammen, og at vi dyrker det sociale liv i klubben i mange forskellige former.
Formål
Med dette værdigrundlag ønsker vi at tydeliggøre, hvad der er vigtigst for os i arbejdet med at nå vores mål, vision og ønskede udvikling.
Værdierne skal:
- Drive os frem mod vores vision
- Gøre os tydelige som klub
- Hjælpe os med at træffe beslutninger i hverdagen
FBK’s formål er at dyrke og fremme billard med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben samt at udbrede kendskabet til sporten.
Det er desuden vores mål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen.
Vi arbejder derfor aktivt for, at medlemmerne får indflydelse på udviklingen af både klubben og billardsporten i alle discipliner.
Ledelsesprofil
FBK har en ledelsesprofil, der beskriver ledelse på alle niveauer i klubben.
Denne kan læses på hjemmesiden under fanen “Klubbens regler”.
Ledelsesprofilen omhandler blandt andet:
- Den øverste myndighed
- Beslutningskompetencer i dagligdagen
- Bestyrelsens ansvarsområder
FBK er et fælles ansvar.
Kommunikation
En proaktiv, effektiv og dialogbaseret kommunikation er med til at skabe en identitet som en åben, troværdig og innovativ klub.
Kommunikation er ikke et mål i sig selv, men et middel til at styrke fællesskabet.
Det betyder, at medlemmerne skal opleve:
- Gennemsigtighed og vilje til dialog
- Sammenhæng mellem ord og handling
- Aktiviteter, der skaber nye muligheder
Vores kommunikation skal altid være:
- Relevant
- Målrettet
- Rettidig
- Entydig og forståelig
- Placeret, hvor den giver mening for modtageren
- Handlingsorienteret
- Åben og demokratisk
Etik
FBK ønsker med disse etiske principper at fastlægge rammerne for både bestyrelse og medlemmer.
Som medlem af FBK forventes det, at du:
- Varetager klubbens interesser
- Kender og efterlever vedtægter, værdigrundlag og retningslinjer
- Optræder som rollemodel
- Handler værdigt i overensstemmelse med klubbens værdier
- Respekterer alles ret til at dyrke idrætten – uanset baggrund, religion, politiske holdninger, seksuel orientering eller fysisk/psykisk formåen
- Anerkender andres viden, forskellighed og kompetencer
- Respekterer og værdsætter frivilliges indsats
Hvis et medlem henvender sig til bestyrelsen med en problemstilling, behandles dette fortroligt. Eventuelle handlinger besluttes af bestyrelsen.
Når du bærer klubtrøjen, forventes det, at du repræsenterer klubbens værdier.
Alkoholpolitik
FBK’s lokaler er ikke et værtshus, og der må ikke indtages store mængder alkohol.
Som medlem forventes det, at du:
- Har et ansvarligt forhold til alkohol i klubbens lokaler
- Ikke møder op påvirket til kampe
- Optræder sobert og respektfuldt
Under kampe repræsenterer du klubben og fungerer som vært over for gæster.
Foto- og billedpolitik
Hvis et medlem ikke ønsker at optræde på billeder, der deles offentligt, skal dette meddeles et bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen sørger herefter for, at billeder med det pågældende medlem ikke offentliggøres.
Der offentliggøres ikke billeder af:
- Personfølsom eller krænkende karakter
- Nøgenhed
- Tydelig beruselse
- Situationer, der kan virke stødende
Opleves et billede som krænkende, skal det indrapporteres til bestyrelsen, som tager stilling til sagen.
Frivillighed og tillid
Foreningslivet bygger på frivillighed og tillid.
Uden disse værdier kan foreningen ikke fungere.
Det betyder, at:
- Arbejdet i klubben er baseret på frivillighed
- Der ikke drives erhverv
- Der ikke opkræves moms
- Der ikke er lønnede ansatte
Vedtaget af bestyrelsen: Maj 2025